Billigere bo- og gaveafgift

Overdragelse til næste generation bliver billigere. Lovforslag lemper afgiften, for at søge at sikre, at Danske virksomheder og arbejdspladser forbliver i Danmark, og skaber flere arbejdspladser.

Overdragelse til hvilke personer

Lovforslaget er ikke relevant for almindelige overdragelser til 3.mand. Derimod nedsættes afgiften ved overdragelser til børn og børnebørn. Relevant er personkredsen, der kan succedere, og hvor bo- eller gaveafgiften efter de almindelige regler udgør 15 pct. Hvis afdøde eller gavegiver ikke har børn, gælder de lavere afgiftssatser, hvis virksomheden overdrages til søskende eller disses børn og børnebørn.

Ifølge lovforslaget, som trækker en del debat i medierne i øjeblikket, er der tale om ca. 23.000 virksomheder, som rummer ca. 300.000 arbejdspladser, der kan blive berørt de kommende år.

Afgiften

Bo- og gaveafgiften udgør efter forslaget 13 pct. i 2016 og 2017, 7 pct. i 2018, 6 pct. i 2019 og 5 pct. i 2020 og frem. Indtil nu har afgiften været på 15 pct. Den nedsatte afgift gælder både ved overdragelse af selskab, og ved overdragelse af personligt ejet virksomhed.

Krav ved overdragelse

Der følger et ejertidskrav med den nedsatte afgift: Overdrageren skal have ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen. Og erhververen skal opretholde ejerskabet i mindst 3 år. Der findes visse undtagelser til dette.

Overdrageren eller dennes nærtstående skal forud for overdragelsen have deltaget aktivt i virksomheden i væsentligt omfang (i praksis 50 timer per måned) i mindst et år i ejertiden, eller hvis der er tale om selskaber, have siddet i ledelsen i mindst et år. Nærtstående er: ægtefælle, bedsteforældre, forældre, børn, børnebørn, søskende og deres børn.

Der skal være tale om reelle erhvervsvirksomheder. Reglerne kan ikke anvendes på overdragelse af "pengetank-virksomheder".

Man er en ”pengetank-virksomhed”, hvis mindst 50 pct. af indtægterne fra den erhvervsmæssige virksomhed, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår, stammer fra ”pengetank-aktivitet”, eller hvis handelsværdien af virksomhedens ”pengetank-aktiver” (investeringsejendomme, ejendomsprojekter, byggegrunde, kontanter, aktier, obligationer, andre værdipapirer og lign.) enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 % af handelsværdien af virksomhedens aktiver.

Værdiansættelsesregler lempes

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at SKAT skal anerkende de metoder til værdiansættelse, som fremgår af cirkulærer fra 2000 (bl.a. goodwill-cirkulæret). Hvis SKAT ikke finder, at de er retvisende for værdien, da er det SKAT, som skal dokumentere, at en anden værdi er mere korrekt. Det er en meget positiv administrativ lempelse.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Kontakt os og få aftalt et møde.